jan 8, 2013

Godt udbytte i Nørre Vedby


ØUB med i mesterskabskampen i kvinde senior 1 (indendørs)
Kategori: General
Skrevet af: Rasmus

Lørdag den 5. januar spillede ØUB i Nørre Vedbyhallen det første af to stævner, der skal placere mesterskabet i indendørsfodbold for kvinder på Lolland-Falster. 

Den første kamp var mod Guldborgsund Pige Alliance, der havde vundet den anden kreds i den indledende runde. På trods af det, kom ØUB godt fra land og førte 1-0 til ca. midtvejs i kampen. Den gode start rakte imidlertid ikke til point, da de gule måtte sande, at GPA var skarpere foran mål, hvilket gav dem en sejr på 4-1.

Den næste kamp var mod Nørre Alslev. Her var der ingen slinger i valsen, og kampen endte 5-1 til ØUB.

Tredje kamp var mod et af de tre deltagende hold fra B.1921 (B.1921 (3)). På trods af, at ØUB i denne kamp leverede den vel nok dårligste kamp af de fem denne dag, blev det alligevel til en sikker sejr på 4-1.

Næstsidste kamp var mod B.1921 (1). De gule spillede langt bedre i denne kamp og førte kort før slut med 3-1. Det blev desværre kun til et enkelt point, da de blå lidt for let kunne score to gange inden for kampens sidste 90 sekunder.

Den sidste kamp var mod B.1921 (2), der i deres første fire kampe havde vundet tre og spillet en enkelt uafgjort. Hvis der  før det sidste stævne skulle være noget håb om at blande sig i kampen om 1. pladsen, skulle denne kamp vindes. Det startede dog ikke for godt, eftersom B.1921 bragte sig foran i en situation, hvor ØUB var i undertal. Senere kom de gule dog selv i overtal i to omgange, der begge førte til scoring. Kampen blev vundet 4-1 efter en virkelig god indsats.

Efter dette, det første stævne, fører GPA rækken med 12 point, ØUB har sammen med B.1921 (2) 10 point på de næste pladser. Der er lagt op til en spændende afslutning lørdag den 26. januar i Tingstedhallen. Se kampprogram og stilling under HOLDINFO -> Indendørs kvinder.

 Nyt træningstøj til ungdommen


 

 Solvarme i ØUB