§ 1 Foreningens hjemsted

Foreningens navn er Øster Ulslev Boldklub i daglig tale ØUB. Hjemsted er Korsvej 6 B, 4894  Øster Ulslev, og foreningen er hjemmehørende i Guldborgsund Kommune.

Foreningen er medlem af DBU Lolland-Falster og er derigennem medlem af Danmarks Idrætsforbund. 

 

§ 2 Foreningens formål

Foreningens formål er at dyrke boldspil for begge køn og samle såvel børn, unge, voksne herunder Oldboy´s/-girls og Veteran om dette, samt eventuelt at optage nye aktiviteter efter medlemmernes ønske. 

 

§ 3 Medlemskreds

Som medlemmer optages enhver, der har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.

Indmeldelse som aktiv medlem sker på foreningens indmeldelsesblanket ved henvendelse til foreningens formand eller kasserer.

Medlemskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt sin første kontingentopkrævning fra foreningen.

Kontingent opkræves fra den efterfølgende 1. i måneden efter indmeldelsen. Udmeldelse af foreningen som aktivt medlem kan kun ske ved personlig henvendelse til foreningens kasserer, der skriver en udmeldelse til pågældende, hvis medlemmet ikke er i restance med kontingent. Kontingent betales til udgangen af den måned, hvor man anmoder om sin udmeldelse.

Kontingentet fastsættes af bestyrelsen på baggrund af klubbens årsbudget, og godkendes endeligt på den årlige generalforsamling ved godkendelse af foreningens budget for det kommende/igangværende år.

Passiv medlemskab opnås ved køb af medlemskort i klubbens kiosk eller hos et bestyrelsesmedlem og prisen herfor fastsættes på den årlige generalforsamling.

 

§ 4 Generalforsamlingen

Den højeste myndighed indenfor foreningen er generalforsamlingen, som afholdes hvert år inden den 1. marts. Indkaldelse skal ske senest 2 uger før afholdelsen ved annoncering i den lokale ugeavis.

Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle aktive medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfalden kontingent samt alle personer, der kan fremvise gyldigt passiv medlemskort. Dette skal være købt/betalt senest en uge før generalforsamlingen for at man er stemmeberettiget på den ordinære generalforsamling.

Møde- og stemmeberettigede er ligeledes 1 forældre pr. barn til aktive under 18 år, der forinden har betalt forfalden kontingent.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Alle andre personer med tilknytning til Øster Ulslev Boldklub har mulighed for at deltage i generalforsamlingen, men dog uden stemmeret.

Eventuelle forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til klubbens formand senest 7 dage før afholdelsen.

Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 1. november året før den ordinære generalforsamling skal afholdes.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af de fremmødte på generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.

Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning.

Skriftlig afstemning anvendes dog, når det ønskes af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning.

Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal/prioriteringsmetoden.

 

§ 5 Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Møde- og stemmeberettigede godkendes.

  2. Valg af stemmetællere

  3. Valg af dirigent

  4. Formandens beretning

      Udvalgsformændenes beretning

  5. Fremlæggelse af regnskab

  6. Fremlæggelse af budget

     

  7. Behandling af indkomne forslag

  8. Valg af bestyrelsesmedlemmer (3 i lige år og 4 i ulige år)

  9. Valg af 2 suppleanter

10. Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant

11. Eventuelt.

Hvis der er punkter ud over ovenstående, der ønskes behandlet på den ordinære generalfor- samling skal det fremgå af annoncen med indkaldelse.

 

§ 6  Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, hvis 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter, at anmodningen er modtaget af formanden.

Indkaldelsesfristen er for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger, og punktet/punkterne, som ønskes behandlet, skal frem af annonceringen.

 

§ 7 Bestyrelsens sammensætning, funktionsperiode og valgbarhed

Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der af generalforsamlingen vælges for 2 år af gangen.  og afgår efter tur i ulige år med 4 og i lige år med 3.

Valgbar er alle personer,  som er møde- og stemmeberettigede, dog er det en betingelse, at man er fyldt 18 år.

 

§ 8 Bestyrelsens konstituering

Bestyrelsen vælger sin formand, næstformand, kasserer og sekretær. Simpel stemmeflerhed er afgørende her, som ved alle andre afstemninger indenfor foreningen.

Hvis det ikke er muligt indenfor bestyrelsen at finde en person, som er villig til at være kasserer eller sekretær, er bestyrelsen bemyndiget til at vælge en person uden for bestyrelsen.

 

§ 9 Foreningens daglige ledelse

Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden, og kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.

Formanden - og i hans fravær næstformanden - indkalder og leder bestyrelsens møder. Suppleanterne indkaldes og deltager i foreningens bestyrelsesmøder. Indkaldelse sker når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst 3 medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det over for formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer deltager i mødet.

 

§ 10  Økonomi, regnskab og revision

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget og regnskab.

Foreningens regnskab føres af den valgte kasserer, der tillige fører foreningens medlems- register.

Regnskab og budget udarbejdes i den form, som er beskrevet i foreningens regulativ for kasse- og regnskabsvæsen.

Bestyrelsen foretager mindst en gang årligt en budgetopfølgning, hvor årets budgettal sammenholdes med det konstaterede forbrug pr. en given (bestemt) dato.

Kassereren udarbejder og forelægger forslag til budget for bestyrelsen senest 1. december før budgetåret.

Regnskab udarbejdes så hurtigt som muligt i januar måned efter regnskabsåret, og skal forelægges for bestyrelsen senest den 1. februar.

Regnskabet skal være klar til revision senest 8 dage før den ordinære generalforsamling, og afleveres/anmeldes til de af generalforsamlingen valgte revisorer.   

 

§ 11 Tegningsregler og hæftelser

Foreningen tegnes udadtil af underskrift af formanden og foreningens kasserer. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse. Der kan ikke ske låneoptagelse uden samtykke på en generalforsamling.

Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

 

§ 12 Regler om spiritus m.v.

Foreningen sælger øl fra kiosken i klubhuset. Åbningstiderne er i tilknytning til træning, kampe  og andre af bestyrelsen godkendte aktiviteter. Bestyrelsen har ansvaret for, at klublivet ikke får værtshuslignende karakter.

Ølsalg kan ligeledes ske på kampbanen i forbindelse med afvikling af kampe eller andre af bestyrelsen godkendte arrangementer.

I forbindelse med afholdelse af sommerfest, gade/vejfodbold m.v. sælges øl, spiritus m.v. fra telte og andet, men det sker kun ved særskilt indhentet lejlighedsbevilling hos politimesteren.

 

§ 13 Regler for kontingent

Bestyrelsen fastsætter kontingentets størrelse, og har i forbindelse hermed ansvaret for, at spillerne orienteres, når kontingentændringer vedtages. Opkrævningstidspunkt og periode fastsættes af bestyrelsen. Hvis et medlem ikke har betalt forfalden kontingent efter fremsendelse af 3 rykkere, kan bestyrelsen ekskludere pågældende som medlem.

 

§ 14 Foreningens ophør

I tilfælde af foreningen/boldklubben ´s opløsning skal det ske ved en ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst 50% af klubbens aktive skal være til stede, og beslutning om opløsning kræver 2/3 flertal heraf.

Eventuelle overskydende midler i Øster Ulslev Boldklub i form af likvid kapital og beløb ved realisering af klubbens aktiver herunder klubhuset på Korsvej 6 B skal efter fradrag af klubbens gældsforpligtelser anvendes til fritids- og foreningsarbejde for børn og unge under 25 år i Guldborgsund kommune.

Midlerne overføres til Guldborgsund sports- og idrætsråd i Guldborgsund Kommune, der skal foretage uddeling/fordeling af midlerne.  Guldborgsund sports- og idrætsråd er en paraplyorganisation valgt af alle støtteberettigede foreninger efter Folkeoplysningsloven.

 

§ 15 Vedtægtsændringer

Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslagene fremgår af dagsordenen.

Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling de vedtages på.

 

 

Vedtaget på generalforsamlingen den 26. februar 2015.

 

 Nyt træningstøj til ungdommen


 

 Solvarme i ØUB